Det minder lidt om eventyr

FORBANDEDE VIDUNDERLIGE TØS sælger mere end 90.000 eksemplarer – og pladeselskabet foreslår at næste udgivelse skal være en opsamling, da mange af de nye fans ikke er fortrolige med de efterhånden mange gamle favoritter på Poul Krebs’ repertoire. Sangeren accepterer, hvis samlingen ikke bare bliver de største singler, men virkelig kan præsentere alle sider af sangskriveren – og også rumme masser af nyt for de mange fans der har været med gennem den lange karriere. I løbet af sommeren 2000 mixes en lang række sange fra turneen – og det ender som en hel live-CD på det album der udkommer 25. oktober 2000 under titlen DET MINDER LIDT OM EVENTYR – POUL KREBS’ BEDSTE SANGE. Albummet rummer ialt 31 numre og varer mere end to timer – og derudover er der CD-rom features på begge CD’er, hvor billeder fra forskellige videoer er klippet sammen med “behind-the-scenes” optagelser fra såvel koncerter som pladeindspilninger. En veloplagt Poul Krebs fortæller ovenpå billeder og musik om hvordan det hele startede da hans søster lokkede ham med til Skagen Festival mange år før – og om det lidtanstrengte forhold til traditionelle pladestudier, der gennem karrieren har fået ham til at indspille på særprægede lokaliteter og nu har ført til starten på Dansebjerg, Poul Krebs’ eget studie og kreative refugium på Samsø. Albummet rummer også det fine essay OMVEJEN HJEM, skrevet afBerlingske Tidende-journalisten Mads Kastrup, der har fulgt Poul Krebs’ karriere siden begyndelsen af 80erne. Der er selvfølgelig også nye sange med på albummet. Sammen med Nina Forsberg har Poul Krebs skrevet og indspillet duetten ALDRIG SIG ALDRIG, der bliver første single. Sangen er produceret af makkerparret Rene Cambony og Knut Haavik, der også sidder bag knapperne på et andet nyt nummer – nemlig KOMMER SOLEN FREM, som Krebs’ publikum første gang hørte på sommerturen 2000, hvor det hurtigt blev en af favoritterne. Endelig har Nikolaj Steen været igang med kult-klassikeren JOHNNY HAN VAR LIGE VED AT BLIVE SINDSSYG – der for første gang har fået trommer og elektriske guitarer og ikke mindst er sat en del streger op i tempo. Den nye indspilning har fået titlen JOHNNY 2000 og har klart givet nyt liv til historien om den af jalousi desperate Johnny i garagen.

For Poul Krebs er der med udgivelsen af DET MINDER LIDT OM EVENTYR også sat punktum for endnu et kapitel i karrieren – og med ønsket om at prøve nye veje, bliver de næste mange måneder brugt til forskellige former for eksperimenter. En mangeårig drøm bliver gennemført i marts – april 2001, hvor Poul Krebs samler et hold musikere omkring sig, for at drage på en turne til en række af de bedste koncert-sale i Danmark. Det er tanken at fokusere på de mere lavmælte, intime og fortællende sange i Krebs-kataloget – og i selskab med guitaristen Per Chr. Frost, sangerinden Claudia Scott, pianisten Niels Ole Thorning og den faste rytmegruppe med Lars Daugaard på trommer og Allan Nagel på bas, bliver det en stor succes, med udsolgte huse overalt og fantastisk stemning i smukke og vellydende rum som Tivoli’s Koncertsal, Musikhuset i Århus og koncerthusene i Esbjerg og Odense.

Til gengæld er der dømt rockkoncert og optimal udadvendthed i sommeren 2001, hvor Poul Krebs & Band drager landet rundt som del af Grøn Koncert. Det bliver nogen fantastiske koncerter, med et band der sjældent er hørt bedre – og med et program der også inkluderer bl.a. Aqua (der her spiller deres sidste koncerter nogensinde) og TV2, bliver det en af de mest succesfulde sæsoner nogensinde for Grøn Koncert, der efterfølgende kan fejre et rekordstort millionoverskud. I efteråret 2002 drager Poul Krebs så ud på en helt tredje form for tur. En række intime singer-songwriter koncerter – først i Danmark, hvor rejseselskabet også består af Claudia Scott (N/UK), Kevin Welch (US) og Alan Cronin (Irl) og senere i Norge hvor Cronin ikke er med, men holdet til gengæld er udvidet med Henning Kvitnes (N) og Louise Hofsten og Lasse Englund (begge fra Sverige). På den danske del af turen kan publikum for første gange høre sange som IT’S NO FUN og NEVER ENDING SHOW, begge skrevet af Poul Krebs sammen med Alan Cronin. En af de danske koncerter bliver særdeles speciel, idet den finder sted om aftenen den 11. september, lige efter angrebet på World Trade Center i New York. Både Welch og Scott har mange venner i New York og er meget berørte af situationen – men de fire musikere vælger alligevel at gennemføre koncerten, i troen på at musik måske er en af de få ting der kan være med til at samle folk i sådanne situationer.

Sangskriveren Poul Krebs er også aktiv udenfor sit eget univers. Pigegruppen eyeQ har i november 2001 sangen BEAUTIFUL EYES (skrevet af Krebs sammen med bassisten Lars Danielsson) med på deres debutalbum – og da Idrætshøjskolen i Sønderborg beder om en nyskrevet sang til deres 50 års jubilæum i 2002, kvitterer Poul Krebs med den fine LAD MIG STÅ LIDT PÅ STATIONEN. Sangen bliver produceret af Knut Haavik og udgivet i et limiteret oplag der kun sælges via højskolens elevforening.
I april 2002 drager Poul Krebs atter på landevejen – denne gang på sin første akustiske solo-tur nogensinde, i en professionel karriere der ellers efterhånden har varet i mere end 25 år. Det bliver en tur rundt til byer og spillesteder Poul Krebs ikke normalt kommer forbi – og det bliver en ny kæmpesucces. Alle de 13 solo-koncerter er totalt udsolgte – og publikum ved disse koncerter får en lang række smagsprøver på de sange Krebs er igang med at indspille til det kommende album. Også en ny sang der ikke bliver indspillet er med på sætlisten – nemlig JOHNNYBOY & JENNIFER, hvor Poul Krebs digter videre på skæbnerne for to gamle kendinge. Et meget populært indslag på solo-koncerterne – hvor entertaineren Poul Krebs i det hele taget viser mange nye sider af sig selv.