Fri som et forår

I efteråret ’89 havde Poul Krebs mødt den engelske producer Greg Walsh (der tidligere havde arbejdet med bl.a. TV-2, Tina Turner og Heaven 17). Walsh var interesseret i at give Krebs’ sange en ny drejning, hvorfor Poul i vinteren 89/90 befandt sig i England, hvor han og Walsh indspillede med Simple Minds-bassisten John Giblin og Who-trommeslageren Simon Phillips. Tilbage i Danmark gik Krebs og Walsh atter i studiet, denne gang med Kavaleriet – og resultatet fra disse sessions udkom i 1990 under titlen FRI SOM ET FORÅR. Et album der – ikke mindst på grund af titelnummeret – blev Poul Krebs endelige gennembrud på pladesiden.
Under en rejse i USA, i foråret 89, havde Krebs på et truckstop i den lille by Banderea, i Texas, mødt en servitrice der underholdt med sin livshistorie. Og typisk for sangskriveren Krebs, blev mødet til en sang, nemlig SWEETHEART, som Krebs gav videre til Henning Stærk. Denne inkluderede den på albummet DREAMS TO REMEMBER, der udkom senere samme år – og endte med at sælge langt over 80.000 eksemplarer. SWEETHEART var det klare hit fra albummet – endnu en af Krebs fine skildringer af et menneskes liv og drømme – og det resulterede straks i flere henvendelser fra andre kunstnere, der ønskede sig en Krebs-sang.

Evnen til at fortælle historier med sin musik, førte i efteråret ’88 til en henvendelse fra Danmarks Radio, der gerne ville have Poul Krebs til at skrive en såkaldt “audio”. Audio-genren havde året før haft premiere i DR, da de gamle Kliche-musikere, Voss & Torp, med stor succes havde skrevet DEN STORE LYSFEST, der i ’87 var blevet kåret som vinder af den europæiske radiounions årlige konkurrence om det bedste underholdningsprogram. Så der var store forventninger til Krebs, der tog udfordringen op og leverede DET BLÅ HOTEL (med Henning Stærk, Gitte Naur og Ivan Pedersen i hovedrollerne) – der i ’89 fulgte forgængeren og blev præmieret som årets bedste europæiske underholdningsprogram. (Priserne for de 2 audioer er iøvrigt de eneste DR har modtaget, i de mere end 20 år konkurrencen har eksisteret). Radioarbejdet med DET BLÅ HOTEL førte Poul Krebs sammen med den daværende DR-producer Poul Martin Bonde, der instruerede og producerede – og siden sammen med Krebs skrev en sceneudgave af DET BLÅ HOTEL, der havde premiere april 1993 i Tilst og sidenhen også er blevet opført i Århus.