Tomandshånd – Krebs & Falch

”Langtidsholdbar drømmeduo”, lød overskriften i Fyens Stiftstidendes seks stjernede koncertanmeldelse af Michael Falch og Poul Krebs fælles koncert i Den Fynske Landsby i forsommeren 2015. Anmelderen skrev videre om ”en af den slags koncerter, såvel band som publikum husker resten af livet” og ”Sammen med de mere end 2000 ellevilde tilskuere i Den Fynske Landsby kan jeg roligt konkludere, at jeg om både 20 og 30 år vil se tilbage på denne koncert, som noget nærmest overjordisk.”
”Store og ikke mindst sjældne ord fra en dansk musikanmelder, men meget dækkende for den intense og varme oplevelse publikum fik på Michael Falch og Poul Krebs første fælles bandkoncert. Den 13. november sammen år udsendte KrebsFalch deres første album som duo og med kun nyskrevne sange.
”Gennem de sidste 10 år har vi løbende talt om hvornår vi skulle lave noget sammen, sådan rigtigt både på scenen og i studiet”, fortæller Poul Krebs og fortsætter: ”Med vores helt eget dreamteam bag os og en bunke nyskrevne sange foran os.

”Michael Falch supplerer: “Poul og jeg har kendt hinanden siden 80erne. Vi fandt hurtigt ud af, at vores fælles tilgang til mangt og meget og vores vist nok meget forskellige temperamenter skabte en rigtig god synergi, når vi arbejdede sammen. Vi har dog holdt meget igen med vores samarbejde de senere år for ikke at risikere at drive rovdrift på dette koncept, men efter et par år med kraftig medvind for os begge kommer vi nu med stort overskud til det fælles projekt, der nok vil optage os i et halvandet års tid.”
”På albummet der fik titlen ”Tomandshånd” havde duoen samlet et særdeles stærkt band, bestående af musikere fra begges faste orkestre: guitaristerne Lars Skjærbæk (der også producerede albummet) og Rune Kjeldsen, trommeslageren Peter Dombernowsky, bassisten Troels Skjærbæk og tangentspillerne Christoffer Møller og Palle Hjorth.
”Albummet blev en kæmpesucces for Krebs og Falch. Det var “Ugens Album” på P4 ved releasen, havde solgt til guld efter bare en måned i handelen og senere blev det også til platinplader. Deres fælles indendørstur i starten af 2016 blev besøgt af mere en 20.000 tilskuere – og der var udsolgt overalt hvor de kom frem. Det blev efterfølgende også til en omfattende sommertur– og duoprojektet lukkede i efteråret ´16 med en stærk duo-turne, før Poul Krebs og Michael Falch igen helligede sig deres egne projekter.