Usund skepsis

Det band Poul Krebs samlede tilbage i ’99 har efterhånden opdyrket en hel særlig kemi, der får Poul Krebs til at overveje at lave sit næste album som en band-indspilning:
-På et tidspunkt midtvejs i vores efterårsturne sidste år, vidste jeg at min næste indspilning skulle være med det liveband. Det hold spiller bare mine sange så forbandet godt Og i februar i år var sangene der så også, så derfor kaldte jeg folk sammen til en session sidst i april. En session der skulle afprøve ideen om at lave den helt store fællesindspilning, hvor så meget som muligt blev øvet, arrangeret, produceret og spillet sammen og i det samme store rum. Albummet er resultatet af fire dages intense live-indspilninger hvor 16 musikere, teknikere, producere og kogekoner hver især smed hvad de havde på bålet. Der bliver ikke lavet mange af den slags plader i dag. Og netop fordi vi har indspillet på den måde og med det hold, er hele albummet dedikeret til det trofaste publikum vi har haft fornøjelsen af at spille for de sidste tre år. Det har været fantastisk.
Skrev Krebs efter indspilningerne til det album der kom til at hedde USUND SPEPSIS – og fik undertitlen “Protest, ballader og nye sange fra det land der kaldte en mindre jordhøj for Himmelbjerget”. Og uddybede titlen:

-Ja, hvorfor nu Usund Skepsis? Fordi “Sund nysgerrighed” lyder ufatteligt dårligt Og når man rejser ud, møder man altid ret præcise betragtninger om det man rejste ud fra. Og hvor jeg rejste hen, blev jeg gjort opmærksom på at vi danskere nok lige så stille er blevet et skeptisk folk! Et folk der bygger politik og partier op på skepsis. Skepsis for det fremmede – skepsis som alibi for mangel på stillingtagen – skepsis for en sikkerheds skyld! Er det sundt monstro? Eller måske er det bare rent egoistisk, fordi det ikke er helt så sjovt at rejse ud og sige at man kommer fra Danmark lige for tiden. Engang sidste år hørte jeg en Europæer sige: Bare de nu holder fast i demokratiet deroppe i lille Danmark. Min første tanke var: Hvad har hun gang i? Lidt senere slog det mig, at jeg ikke kender én eneste med ambitioner om at blive politiker eksempelvis – og det er jo nok i virkeligheden det skråplan, der ender med at ingen gider at tage et ansvar. Vi vil alle sammen hellere være kritikerne på sidelinjen!

Men USUND SKEPSIS var ikke bare protestsange – der var også flere af de gode historier Poul Krebs gennem tiderne har været storleverandør af. Og med sangen “Ildsjæl” indledte Poul Krebs sit eget støtteprojekt for Dansk Flygtningehjælp – der fik alle indtægterne fra salg af singlen, der i løbet af det næste års tid skaffede mere end 30.000 kr. til DFs arbejde.
USUND SKEPSIS udkom den 13. oktober 2003 – nøjagtigt tretten måneder og en dag efter STRIBER AF LYS. Efter den korteste pause mellem to albums i hele Krebs’ professionelle karriere.